Vinterjazz på Kunstmuseet

Gratis koncert med Aarhus Jazz Orchestra + 3 internationale solister
Torsdag
23
februar

Information

Vinterjazz på Kunstmuseet 23.02.2017
Vinterjazz på Kunstmuseet
Oplev Aarhus Jazz Orchestra på Horsens Kunstmuseum. Orkestret, der tidligere var kendt som Klüvers Big Band, er af høj international klasse, og suppleres i februar af tre nordatlantiske jazz-solister; Jim Black (US), Skúli Sverrisson (IS) og Helge Sunde (NO). Dette hold giver såkaldte ”pop-up” koncerter på steder, som normalt ikke benyttes som koncertsale til jazz musik, og vi er super glade for at kunne være med, her i Horsens, sammen med Aarhus, Ribe og København.
 
Koncerten arrangeres i samarbejde med Horsens Kunstmuseum, Kultur- og eventafdelingen i Horsens Kommune Kulisselageret, og er en del af den landsdækkende Vinterjazz Festival.
 
Mange mennesker forbinder bigbandmusik med trut, swing og gang i den. Til Vinterjazz 2017 præsenterer Aarhus Jazz Orchestra bigbandet fra sin mere følsomme side i et udtryk, der peger frem i tiden, og minder lige så meget om postrock som jazz.
 
Postrock-genren har især vundet indpas hos det danske publikum med navne som Radiohead og Sigur Ros. Med storslåede klange skaber de drømmende universier, som trækker på en nordisk musiktradition og bærer lytteren ind i nye afkroge af sindet. Både Skúli Sverrisson, Jim Black og Helge Sunde har arbejdet med den nordiske melankoli i deres musik, der drager og bjergtager lytteren. Og når deres kompositioner bliver arrangeret i helt nye versioner for et af Europas største bigbands, Aarhus Jazz Orchestra, er banen lagt for en stor musikalsk og sjælelig oplevelse.
 
Hvis koncerten ikke skulle være nok, er der også mulighed for at spise i Cafe Andersen på Kunstmuseet inden koncerten. Mere information herom samt bordbestilling kan ske via Kunstmuseet eller direkte i cafeen.
 
Om Vinterjazz:
Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, som har eksisteret siden 2001 og foregår hvert år i februar. Festivalen strækker sig over tre uger og rummer cirka 500 koncerter fordelt på mere end 100 spillesteder og arrangører fra København til Aalborg. Den 17. udgave af Vinterjazz finder sted den 3.-26. februar 2017.
Se mere info om Vinterjazz på www.jazz.dk

Top
Thrane.nu